Emil tilbage paa hospitalet...

Ja, saa fik vi ikke lige den afslutning paa opholdet paa Koh Phayam som vi havde haabet paa. Torsdag allersidst paa eftermiddagen faldt Emil ned fra en traestamme, han og Mads legede paa. Tilsyneladende tilforladeligt, men armen "hang" maerkeligt og han kunne ikke bevaege den og det gjorde meget ondt. "Braekket" var den umiddelbare konklusion, men der var ikke rigtigt nogen haevelse, og da det eneste vi kunne goere var at vente til naeste dag (det var ved at blive moerkt, saa der var ingen der ville sejle til fastlandet).

Emil blev installeret i sengen og en australsk fysioterapeut, der tilfaeldigvis boede paa stedet, checkede Emils arm senere og mente ikke, der var noget dramatisk brud, men der kunne godt vaere et mindre (f.eks. paa langs). Det blev en lang nat hvor ingen sov ordentligt.

Naeste dag var der ingen aendring, og vi charterede en longtail boat, saa vi kunne komme til Ranong paa fastlandet og faa taget roentgenbilleder. Vi ville ikke vente paa faergen, da vi saa foerst ville vaere fremme ved 17-tiden, og ikke mindst skulle med motorcykel paa ujaeve "veje" med Emil for at komme til molen - eneste transportform paa oeen, og en tur paa 6 km...

Sikke en sejltur - eller tur i det hele taget. Vi checkkede ud og tog alle vores pakkenelliker med, og havet var da heldigvis fladt, men vores bagdele blev godt flade. Solen stod ned i middagsheden de foerste halvanden time og kort foer land stod det ned i staenger saa vi var gennembloedte (og vores bagage ligesaa).

Hentet ved molen 15 km syd for Ranong af en pick up truck, hvor vi sad paa ladet sammen med bagagen - Emil dog inde i bilen (hvis I planlaegger at aabne en pick up truck fabrik, saa laeg den her i Thailand, for de har mindst en allesammen - saadan foeles det i hvert tilfaelde).

Emil og Gry blev sat af ved hospitalet og Mads og Jasse tog paa hoteljagt.

Hurtigt ekspedition paa hospitalet og roentgenbilledet viste heldigvis ikke noget brud...hip hip (det havde naesten vaeret for meget). Emil har faaet en slynge til armen og den obligatoriske pose medicin (3 slags...utroligt). En uges hvile til armen, der dog allerede kan bruges lidt igen.

Da vi havde planlagt at vaere paa Koh Phayam til den 26. februar, havde vi allerede togbilletter til Bangkok, saa vi bliver nu i Ranong i 3 dage. Det er en lille by, der ikke ser mange blivende turister (dem der kommer tager enten direkte til oeerne eller et smut over graensen til Myanmar for at faa 30 dage paa visakontoen, naar de tager tilbage til Thailand).

Her er faktisk meget hyggeligt (byen har ca. 25.000 indbyggere), og det foeles som om de alle kender "familien med den roedhaarede dreng med slyngen". Ranong er ikke gearet i forhold til turister - alle butikker er primaert for de lokale, saa der er ikke det saedvanlige turistragelse (kun thai-kineserragelse...) og generelt meget rimelige priser. Ungerne er f.eks. lige blevet klippet (og flot klippet ovenikoebet) for kr. 10 - for dem begge...

Selvom historien endte godt med Emils arm var der en noget trykket stemning undervejs - en lyst til at taget foerste flyver hjem. Godt vi har aftalt ikke at tage den slags beslutninger uden en vis karensperiode...det plejer jo at lysne igen, saa den 26. gaar turen videre til Bangkok til sightseeing og planlaegning af resten af turen.

Billederne:

Paa vej i longtailboat til Ranong. Emil med hjemmelavet slynge. I baggrunden et fransk par og deres dejlige pige Blanche (som vi ogsaa havde moedt paa Koh Li Pe, og de er ogsaa her i Ranong nu).

Emil har faaet ny slynge paa hospitalet - venter paa udlevering af den obligatoriske medicin.

Frokost paa det lokale marked i Ranong - en hovedret til hver og halvanden liter vand: Kr. 18,00 - saa er der raad til is senere...